Alice Lotinga er tilbage for fuld kraft

I'm still standing - stronger than I ever did

- 13. april 2021 - Af Redaktionen

For Alice Lotinga, direktør hos STAD Projekt, er forårets indtog i Danmark også en tilbagevenden til projektverdenen og de mange opgaver, STAD Projekt har på tegnebrættet efter et sygdomsforløb, der truede med at udfordre den ambitiøse og kundeglade direktørs arbejdsliv.

Heldigvis og til stor glæde for både medarbejdere, kollegaer og samarbejdspartnere besidder Alice Lotinga den samme stædighed og vilje, når det kommer til bekæmpelse af sygdom, som når arkitekter, projektvirksomheder og pensionskasser spørger den erfarne og driftige kvinde til råds om boligtyper og fordeling af lejligheder.

-Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var en stor mavepuster, da jeg fik konstateret brystkræft. Men jeg er både optimistisk af sind og en fighter, der har kæmpet for min plads i ejendomsbranchen og for de resultater, jeg i samarbejde med trofaste og loyale partnere har skabt gennem årerne. Derfor ville jeg respektere sygdommen og samtidig arbejde undervejs, så verden ikke gik i stå, fortæller Alice Lotinga fra sit kontor på Østerbro.

De fleste, der kender Alice og medarbejderstaben hos STAD Projekt, ved også, at det er umuligt at sætte Alice Lotinga uden for døren. Så løsningen blev i stedet, at Alice mødte ind alle de dage, hvor der ikke stod behandling på programmet.

- Det har været en gave for mig at kunne arbejde, når det var muligt. Samtidig er jeg lykkelig over at være helbredt og taknemmelig over mine dygtige medarbejdere og partnere, der har arbejdet endnu hårdere, for at jeg skulle komme tilbage til en større succes. Jeg har også modtaget blomster nok til at kunne åbne en blomsterbutik, og det har været rart at føle, at folk dragede omsorg for mig, men også respekterede når jeg sagde: “Så skal vi videre”, fortæller Alice Lotinga, inden hun sætter de afsluttende ord på den hverdag, der for alvor er begyndt igen:

-Jeg er her endnu. Jeg har fået en endnu større appetit på mit arbejde og virksomheden, og jeg vil godt love alle vores relationer derude, at STAD Projekt er et godt og klogt valg som samarbejdspartner. Vi er et hold, der står sammen, arbejder sammen og vinder sammen.

Alice Lotinga vil gerne takke alle, der har sendt en venlig tanke, og alle dem, der har behandlet hende, som om intet var hændt. Begge dele har hjulpet i processen.