STAD er klar til boligdagene

- 17. juni 2021 - Af Redaktionen

STAD er klar til boligdagene 

På tirsdag løber Estate Medias Boligdagene af stablen i Kolding på Hotel Comwell og de smukke opgivelser omkring Skovbrynet. 

STAD Projekt og STAD Erhverv møder op til disse spændende dage med foredrag, oplæg og netværk med direktør hos STAD Erhverv, Mads Heinrich Roepstorff, direktør hos STAD Projekt, Alice Lotinga, og projektchef Katrine Enø. 

Alice Lotinga fortæller her om værdien ved at deltage for STAD Projekt:

- Estate Media gør sig altid umage for at sætte et spændende program sammen til os gæster. Jeg oplever en stor vilje til klæde os på, gøre os klogere og ikke mindst give os muligheden for at møde andre i branchen, der kan blive til en stærk samarbejdsmæssig relation. Vi støtter naturligvis op og ser frem til to spændende dage i det jyske. Samtidig glæder vi os til kandidatindstillingen til vores STAD-Legat, der bliver uddelt på Ejendomsdagene.

 Projektchef hos STAD Projekt, Katrine Enø, skal til Boligdagene medvirke i en paneldebat under temaet ‘Temperaturtjek på et brandvarmt boligmarked’ og ser frem til gode diskussioner og perspektiver på scenen. 

- Der er meget snak om boligmarkedet, og jeg ser frem til at byde ind med mine betragtninger, erfaringer og perspektiver. Jeg tror på, at panelet gennem sin sammensætning vil kunne give gæsterne et mere nuanceret indblik end hurtige overskrifter, fortæller Katrine Enø. 

 For Mads Heinrich Roepstorff, direktør hos STAD Erhverv, er både Boligdagene og Ejendomsdagene altid en kærkommen lejlighed til at møde nye mennesker, pleje relationerne og samtidig holde fingeren på pulsen. 

- Jeg nyder at gå rundt og falde i snak med nye mennesker. På den måde har jeg gennem mit arbejdsliv skabt mange nye relationer, og netværk skal skabes gennem nysgerrighed og interesse for dem, du møder. Det er mit klare indtryk, at på disse dage er netop de komponenter i spil og bidrager til, at alle får en værdi ud af at deltage. Så det ser jeg frem til, understreger direktøren for STAD Erhverv.